Hekkenfeldt
Artikel i JydskeVestkysten 16.07.2023
Lise bor ad hekkenfeldt til - men her har hun sit eget naturparadis
LISE MATLOKS HUS HEDDER HEKLA OG LIGGER RENT FAKTISK PÅ HEKKENFELDTVEJ. FOTO: CHRISTINE AAGAARD KRAGH
Der er mange sjove stednavne i vores kommune. En af dem, der har givet anledning til flere samtaler på redaktionen, er Hekkenfeldtvej. Den ligger i Lydum ved Nørre Nebel. Så vi besluttede at tage ad Hekkenfeldt til og se, hvem der egentlig bor der.
Morten Nielsen mni@jv.dk
Lydum: Det viste sig hurtigt, at tilværelsen nu slet ikke er så meget ad Hekkenfeldt til. I huset Hekla cirka midt på vejen bor Lise Matlok, 72 år. Det har hun gjort i 27 år. Her er både fysisk og mentalt stor afstand til hendes tidligere bopæl, der lå i Rødovre.
Grunden til, at hun er endt i huset cirka 300 meter øst for landsbyen Lydum, er et højskoleophold tilbage i 1990'erne.
Her mødte hun Theo Matlok, der på det tidspunkt var bosat i tyske Emden - lige ved floden Ems og grænsen til Holland.
Som at flytte i Helvede
Theo Matlok var fra en tysk/dansk familie i grænselandet. Han var dansktalende og havde forbindelser til Danmark - netop egnen omkring Nørre Nebel. I øvrigt er han onkel til Siegfried Matlok, mangeårig chefredaktør på avisen Der Nordschleswiger, talerøret for det tyske mindretal i Danmark.
- Vi besluttede os for at købe huset her, siger Lise Matlok, der dengang var 45 år, men altså i dag er 72 år.
Det var egentlig lidt af et sats, for ikke alene ligger huset på Hekkenfeldtvej. Det hedder Hekla. Så det svarer jo næsten til at flytte ind i gabet på en vulkan - ordmæssigt. For Hekkenfeldt kan bruges som et synonym for den islandske vulkan Hekla.
- Det svarede jo lidt til at flytte i Helvede, siger Lise med et grin og understreger, at sådan er det slet ikke i virkeligheden.
- Her er langt bedre, end det lyder, siger hun, mens hun viser rundt på sin skønne naturgrund, der ligger helt ned til Lydum Å.
- Her er tre tønder land, siger Lise Matlok, der er opvokset i Måløv, der i dag er en del af Storkøbenhavn.
- Men dengang var det en landsby, siger Lise, der derfor ikke havde problemer med at falde til i Lydum. Livet her var ikke så langt fra det, hun kendte i Måløv som barn.
At holde gang i livet
Det blev nogle gode år med Theo Matlok, men ikke helt så mange, som parret havde håbet på. Theo døde i 2010, 80 år gammel. Siden har Lise boet alene i det rummelige hus på 350 kvadratmeter. Der er ikke kommet en ny mand i Lises tilværelse, men hun er blevet meget engageret i det lokale liv.
Lydum er landsby, der har mærket til udfordringerne for landområder.
- Der var ingen butik, da vi flyttede her til i 1996, fortæller Lise.
Men der er et lokalt liv. Der er foreningsliv - blandt andet i Lydum Mølle, der ligger tæt ved Lises bopæl. Her laver hun frivilligt arbejde.
Lise ser da også flere positive takter i det lille samfund.
- Der er en del tyskere, der køber husene, siger Lise Matlok.
Blandt andet er der investeret hele ti millioner kroner i den tidligere skole, der er omdannet til kunstgalleri. Det er Tobias Posselt fra Berlin, der har overtaget bygningerne, der tidligere rummede landsbyskolen.
Ellers får Lise meget tid til at gå på sin store grund, og hun nyder at være så tæt på naturen sammen med sin hankat, der aldrig har fået et navn.