Læs mere om den kulturhistoriske udvikling,  landskabet i dag,

offentlige planer og lokalsamfundets muligheder,
Hvad sker der i Lydum ?,  Lydum, et velfungerende landdistrikt ?

Vindens tone er en del af Vestjylland. For mig er den en del af min barndom. Blæsten som giver de vestjydske landskaber mæle. og liv, piber i marehalmen, hvisker i lyngen, brummer i husåbninger og synger i telegraftrådene. Man kan ligge på en vestjydsk grøftekant og lytte til den evige blæst, man kan lytte i timevis…

Knud Sønderby: Blæsten i Vestjylland (i: Danmarkskortet, udvalgte essays om landskaber og mennesker, 1970)

Lydum sogn ligger i det nordvestlige hjørne af Ribe amt, det er en del af Blåbjerg kommune, og det er det mindste sogn i Vester Horne herred med et areal på kun 1336 ha.

Geomorfologisk er Lydum sogn typisk for beliggenheden på Varde Bakkeø med udjævnede morænelandskaber fra næstsidste istid. Sognet dels begrænses af, dels gennemskæres af smeltevandsfloddalen, som Lydum Å i dag løber i.

Den geologiske dannelse forklarer både terrænets overvejende flade og jævne former med skråninger ned mod ådalen, og sognets jordtyper, der varierer fra finsandet jord mod øst, grov lerblandet sand i den centrale del til grov sandblandet ler i nord og syd. Ådalens og Birkkær enges humusjord er aflejret på smeltevandssand.

Sognet skråner mod vest, idet det højeste punkt er 30 meter over havet ved Klåhøje i sydranden af Lydum Plantage, 21 meter ved Kobberbjerg (Kobbelbjerg) nord for Hekkenfeld og helt mod sydvest i Rærup kun 5 meter over havets overflade.

Beliggenheden tæt på den jyske vestkyst, de geologiske dannelser med relativt gode jorder, åens tilstedeværelse, vandføring og store fald mod vest er grundlag for sognets kulturhistoriske udvikling helt frem til i dag.

Den kulturhistoriske udvikling

Fund af flintepile og anden småflint fra ældre stenalder ved en plads nær Lydum Å er de tidligste spor af menneskelig aktivitet i området. Ved Frisgårde er der fundet en tyndnakket stenøkse, men det er antagelig først med enkeltgravskulturen, at Lydum sogn er blevet fast beboet. I Rærup er der fundet stensætninger, ildsteder, kar o.l. fra yngre stenalder, mens der spredt i sognet er fundet enkeltgravsfolkets økser, ligesom mange små gravhøje stammer fra den tid.

I den (gen)opdyrkede hede (Øster Hede) øst for (kirkebyen) Lydum kendes beliggenheden af adskillige bronzealderhøje, hvoraf flere er velbevarede og af anseelig størrelse. Der er kun få bebyggeIsesspor fra tidlig bronzealder, men der er fundet mange spor af bopladser, arbejdsmarker (digevoldinger) og gravpladser fra slutningen af bronzealderen og jernalderen på plateauet nord for og ned ad skråningen mod Lydum Å. Fund fra romersk jernalder viser, at byen Lydum (af Lidium, "hjemstedet på kanten, skråningen") er opstået på den tid som en mindre bebyggelse.

Fra begyndelsen af middelalderen og frem til afslutningen på udskiftningen i 1794 bestod sognets bebyggelse af herregården Lydumgård, kirken, Lydum Mølle samt af samlinger af gårde og huse (se nedenfor vedr. antal gårde/huse/beboere mv.) ved Sønder Lydum, Frisgårde, Hede (nu Nørgårde, Nørre Lydum), Hekkenfeld og Rærup.

Lydumgård er en af Varde syssels ældste herregårde, og den har sandsynligvis eksisteret siden Valdemarstiden i 1200-tallet. I århundreder var den ejet af adelsslægten med navnene Munk og Lange, men fra midten af 1600-tallet har hovedgårdens historie været mere omtumlet. Skiftende ejere, misligholdelse, vanskelige betingelser mv. har bl.a. givet stof til "gode lokalhistorier" om stovte, ja ligefrem trodsige bønders modstand mod herremænd. En sammensværgelse mod og mord på den værste "opkomling" til herremand, Jørgen Jensen Bramming, skete i 1702.

Lydum Å har øst for byen og for Lydumgård været reguleret og opstemmet i mere end 800 år for at udnytte vandkraften til den mølle, som i århundreder var et vigtigt aktiv for Lydumgård og stadig er det for sognet.

Lydum kirke (skib og kor) er bygget i romansk tid (år 1000-1050) og tårnet sandsynligvis i unionstiden (1375-1523). Kirken lå i flere hundrede år alene på bakken, men omkring 1740 skete opførelsen af den første skolebygning, og ved Lydumgårds udparcellering slog "udflytterne" sig ned i "kirkebyen". Byen "Hede" (Nørre Lydum) bestod af gårde, som blev anlagt på hede, der var opdyrket allerede i begyndelsen af 1300-tallet.

Gårde og huse fra før ca. 1800 var snævre, lave bindingsværkskonstruktioner med lerklinede vægge. Ingen af disse bygninger eksisterer i dag. Efter 1800 blev der bygget grundmurede bygninger. Bortset fra kirken er Lydum sogns ældste bygning i dag Lydum Mølle fra 1809.

Lydum sogn blev regnet for at høre til de bedre landbrugsområder på egnen, ikke mindst pga. "de fortræffelige enge langs Lydum-Aae" (C. Dalgas, 1830). Sætningen "eng er agers moder" gav dengang god mening. Selv om Lydum var et rent landsogn, levede man ikke bare af landbrug. Der blev ikke blot handlet stude, men også strikket, vævet, uddraget farvestoffer, snoet reb, drejet lerpotter mv. Særligt efter udskiftningen blev mange gårdmænd og husmænd håndværkere: Tømrer, murer, smed, hjuler, skrædder, væver og skomager.

Med udskiftningen spredte gårdene sig ud over hele sognet. Bebyggelsesmønstret i landskabet har stort set ikke ændret sig siden (matrikelkort 1819 og nutidigt kort) bortset fra, at der ved udstykning og opdyrkning af hede er kommet enkelte gårde og huse til, og andre er forsvundet. "Moderne" jordforbedring blev påbegyndt meget tidligt. På den gode jord i Rærup (dem der havde råd!) mergler man allerede før 1850 (Pastor Stampe, 1856).

Det er overvejende perioden fra begyndelsen af 1930erne til vore dage, der har givet det landskab, vi kan se i dag. Som de fleste steder i Jylland blev der i 1930erne og 1940erne drænet, anlagt plantager (Nørre Lydum Plantage og Øster Plantage) og plantet mange km læhegn af fortrinsvis sitkagran. Siden 1980 er der i flere omgange gennemført kollektive læplantningsprojekter med udskiftning af hegnene til overvejende flerrækkede løvtræshegn, der i dag danner sognets og egnens hegnslandskab (Hedeselskabet, De danske Plantningsforeninger, pens. gårdejer Henry Andersen, Lydum).

Nogle gårde er i de seneste årtier blevet stærkt udbyggede, andre er nu fritids- /hobbybrug eller nedlagte som landbrug, således at der i dag kun er ti fuldtidslandbrug (egen optælling/samtale med landboforeningens formand Hans Møller).

"Kirkebyens" vækst begyndte for alvor i slutningen af 1800-tallet. Andelsmejeriet blev bygget i 1885, en ny skole i 1916 og flere huse kom efterhånden til, stærkest i perioden 1930-1950. Husene blev opført af et voksende antal lønmodtagere (telefoncentralbestyrer, chauffør, tromlefører, arbejdsmand, mejerist, kirkebetjent mv.) som "aftægtsboliger" og som boliger/forretningslokaler for håndværkere og handlende (brødudsalg, cykelhandler, slagter, frisør, smed, tømrer, maskinhandler, lillebilforretning, købmandsforretning m.fl.).

I anden halvdel af 1800-tallet så mange forskellige foreninger og sammenslutninger dagens lys. Fællesskabstanken (andelstanken) voksede frem, og "at løfte i flok" kom på mode. De fælles bestræbelser var/er jo til gavn/nødvendige for alle. Bl.a. Hanne Tanvig giver i "Rural Policy at a Crossroads in Denmark" (2004) udtryk for den opfattelse, at netop den enkeltes gavn af fællesskabet både var og er en særdeles vigtig årsag til andelsbevægelsens opståen.
Sammen med nabosognene oprettedes i perioden 1860-1896 en brandkasse (brandforsikring), en sparekasse og en landboforening. I Lydum sogn stod det første andelsmejeri klar i 1885, og i årene derefter opstod en lang række foreningen Husmandsforeningen (1904), forsamlingshuset (1908), ungdomsforening (1912) og bibliotek ("Lydum folkebogsamling"(1916), først egentlig forening i 1940).

De seneste årtiers udvikling i Lydum sogn er sammenlignelig med tilsvarende små landsbysamfunds. Siden 1970erne og til i dag er mejeriet, skolen, købmands- og andre dagligvareforretninger samt smedje/maskinhandel forsvundet. Der er i sognet stadig flere erhvervsvirksomheder og dermed arbejdspladser: To tømrerforretninger, elektriker, mekaniker, entreprenør-forretning, maskinstation, systue/design og ti fuldtidslandbrug. I den gamle skole arbejder nye ejere på at skabe rammer for "Lydum Art-Center" - en plan for et center for kunst/kunstnere.

Den kollektive trafik er begrænset. Ribe amt/Ribe Amts Trafikselskab har reduceret den til stort set kun at betjene skolebørn til folkeskolen i Nr. Nebel og gymnasiet/andre ungdomsuddannelser i Varde/ Esbjerg/Tarm/Skjern.

Bebyggelse og befolkning i Lydum sogn i perioden 1661-2002. Kilder: 1661-1955 fra "Nr.Nebel og Lydum sogne", 1992 og 2002 fra Folkeregistret, Blåbjerg kommune og "Spørgeundersøgelse", Lydum sogn 2002, "Lydum Fællesråd".

Landskabet i dag

Lydum sogns landskab i dag er et resultat af geologi og kulturpåvirkning (jf. ovenfor), og i det følgende gives en områdeanalyse, der er gennemført med det formål at beskrive og forstå landskabets karakter. Områdeanalysen består af processerne områdeinddeling, områdebeskrivelse og områdevurdering. I forbindelse med processen områdevurdering ændrer analysen karakter i retning af værdianalyse, som kan give svar på "Hvad i dette område er -i relation til den stillede opgave - værdifuldt og bevaringsværdigt eller dårligt og problematisk" (Per Stahlschmidt, 2001).

Sognet inddeles i nedennævnte delområder/landskabstyper, hvor inddelingen hviler på en vis grad af skøn, da der visse steder er flydende overgange, fx mellem agerlandskab og dallandskab/enge, jf. bilag 3.

1. Agerlandskaber

2. Bebyggelse

3. Dallandskab/enge

4. Skov/plantager

5. Vandløb

Ad l. Agerlandskaber

Karakteristik: Agerlandskabet er karakteriseret ved bakkeøens overvejende flade og jævne former i sognets nordlige og vestlige dele. I den østlige del skråner landskabet ned mod ådalens enge. Som helhed skråner landskabet mod vest. Jordtypen varierer fra finsandet jord i øst til sandblandet ler i nord og syd.

Særlige kvaliteten De mange læhegn i agerlandskabet er fortrinsvis orienteret i retningen nord-syd. Hegnene, plantagerne og forskellige småplantninger danner tilsammen et fint, biologisk netværk. Hegnene giver overskuelige "kulisser", og orienteringen bevarer samtidig de gode udsigter over ådalen, som specielt forekommer i den østlige og centrale del af sognet. "Kulturhistorien", repræsenteret af flere bronzealderhøje, fremstår tydeligt i "kulisserne".

Stabilitet: Agerlandskabet vurderes som forholdsvis stabilt. Den landbrugsmæssige udnyttelse af jorderne har meget længe været intensiv og vil sandsynligvis også være det i fremtiden. Der har dog gennem tiden været ændrede ejendomsstrukturer/marker (kort ca.1820). Hegnene, som indtil ca. 1980 var nåletræshegn, er nu overvejende løvtræshegn. Afstanden mellem hegnene er samtidigt øget og landskabet derved åbnet mere.

Sårbarhed: Ændringer i dyrkningsmetoder/afgrødevalg kan ændre landskabets åbenhed, fx har ændringen fra roe- til majsdyrkning lukket af for udsigter i dele af sommerperioden. Eventuel skovrejsning på det af amtet udpegede skovrejsningsområde på "Østerhede" vil lukke for sognets bedste udsigter.

Ad 2. Bebyggelse (omfatter Lydum by)

Karakteristik: Det meste af byen ligger højt - som navnet siger "på skråningen" - og er i landskabet tydeligt markeret af kirken. Den består af 54 enfamiliehuse på begge sider af "hovedgaden" og langs vejen ned mod møllen. Husene er overvejende fra midten af 1900-tallet, enkelte nyere eller ældre. Der er nu ingen butikker eller andre servicefaciliteter, men enkelte håndværksvirksomheder, et forsamlingshus og et "Artcenter" i den gamle skole. Helt nede ved åen ligger Lydum Mølle.

Særlige kvaliteter: Byen er lille og overskuelig. Det sociale liv fungerer overvejende godt, og det omgivende landskab og dets muligheder ligger lige uden for døren. Området ved Møllegården og åen er både landskabeligt og kulturhistorisk set meget tiltalende og betydende for sognet, og det har i århundreder været et væsentligt samlingssted for sognets beboere.

Stabilitet: Bebyggelsen vurderes at være stabil - måske lidt for stabil, idet mulighederne for nybyggeri er meget begrænsede (jf. nedenfor).

Sårbarhed: Den forholdsvis gamle boligmasse skal, som de omgivende haver, vedligeholdes. Fraflytning/manglende "seriøs" tilflytning har i perioder i de senere årtier betydet, at huspriserne har været og er lave. Enkelte boliger er opkøbt af et boligselskab, som lejer ud til "svage" tilflyttere, der ikke har øje for vedligeholdelsens nødvendighed.

Ad 3. Dallandskab/enge

Karakteristik: Engarealerne langs Lydum Å består af tørvejord i varierende tykkelse, aflejret på sand. I sognets østlige del er grænsen mellem agerlandskab og eng skarpt markeret ved en skrænt, i den vestlige del er der ingen tydelig overflade-markeret overgang. I den østlige del af ådalen er der begyndende tilgroning og forsumpning, mens den vestlige del er afgræsset eller dyrket.

Særlige kvaliteter: Engarealerne i dalbunden, i længderetningen øst-vest, er synsåbne og giver en kontrast til det omgivende hegnslandskab. Engene har særlig flora og fauna og har stor betydning som biologisk korridor i agerlandskabet

Stabilitet: Engene er stabile. Århundreders beretning om ådalens gode engarealer vidner om det, ligesom det fremgår af kortmaterialet fra ca. 1820.

Sårbarhed: Manglende landbrugsmæssig udnyttelse (græsning/høslet) vil medføre tilgroning af engene.

#################  BILLED MANGLER!!!! ###########

»De fortræffelige enge langs Lydum-Aae« (citat C. Dalgas, 1830). Lydum å og enge vest for Lydum Mølle. Engarealerne bliver her afgræsset eller høstet. Ved tøbrud og i regnfulde perioder oversvømmes dele af engene.

4. Skov/plantager

Karakteristik: Plantagerne er plantet i perioden 1930-40 på sandet hedejord, og de er etableret i "lige linjer" med afdelinger adskilt af gennemgående spor eller veje. Består overvejende af nåletræ, men i de seneste årtier er en stigende del af foryngelsesarealerne tilplantet med løvtræ.